Verdens farligste kage! Chokoladekage i en kop - på 5 minutter
Forberedelse 5 min I alt 5 min
Fem minutters kage - på en tallerken, men fra en kop … © kvalimad.dk
Det bliver den kaldt på nettet. Det er farligt for sundheden at vide at man altid er kun 5 minutter fra chokoladekage. Inklusive bagetid. Jeg var ikke så tilfreds med de udgaver af den jeg har set, så jeg har lavet min egen version, som så er her.
Ingredienser
- 1 æg
- 3 spsk (½ dl) olie uden smag, eller smeltet smør
- 3 spsk (½ dl) piskefløde
- 3-4 spsk (½ dl) sukker
- 3 spsk (½ dl) mel
- 1 spsk kakaopulver
- 1/4 tsk bagepulver
Fremgangsmåde
Find en stor (ca 4 dl) te-kop, eller anden mikrobølgeovnssikker beholder til at blande i.
Bland de våde ting inklusive sukkeret. Rør dem sammen til en tyk creme.
Bland de tørre ting sammen, og pas på at bagepulveret ikke klumper.
Bland det hele sammen i koppen med en teske eller en gaffel.
Bag det ca. 2½-3 minutter i mikrobølgeovn ved fuld styrke.
Spis direkte fra koppen eller hæld den ud på en tallerken.
Noter
Hold godt øje med kagen. Den har en tendens til at koge over. Sluk for mikrobølgeovnen, vent lidt og tænd så igen. Den kan også brænde på hvis den får for meget. Betragt den første gang eller to som testkørsler hvis det mislykkes.
Jeg baserede min opskrift på en pundkage, men med ekstra væske (fløde) i, så den ikke bliver sej af at blive bagt i mikrobølgeovnen. Du kan sikkert skifte fløden ud med yoghurt, A38 eller andet, uden at det giver problemer.
Jeg har ikke lavet den særligt sød så du kan sagtens komme dobbelt mængde sukker i.
Det er ikke en super kage. Kan nemt smage lidt brændt, og være lidt sej, men er godt imod snack-attacks.
Kagen, dengang den stadig var i sin kop © kvalimad.dk
Kage, på sin korte rejse ud af koppen. © kvalimad.dk
Se Også
Gateau Marcel - Verdens bedste chokoladekage
Kransekage - bagt i ringforme (kransekageforme)
Hjemmelavet marcipan
Fastelavnsboller - cremeboller
Hjemmelavet müsli bar