Auberginepuré - Baba ghanoush
Auberginepure © kvalimad.dk
Jeg er ikke meget for aubergine. Det er ligesom en tør og kedelig udgave af af agurken. Som i forvejen er verdens mest kedelige grøntsag. Men hvis aubergine bliver tilberedt rigtigt kan den blive rigtig lækker i smag og konsistens. Auberginepuré er en af de “rigtige” tilberedningsmetoder. Her er to forskellige versioner både fra middelhavet og asien. Med lidt variationer oven i.
Ingredienser
middelhavsstilen
- 1 kg aubergine (som regel 2 stk.)
- 1 lille løg
- 4 grillede peberfrugter (Kan undlades)
- 3 fed hvidløg
- 2 tsk hakket persille
- 5 spsk olivenolie
- 3 spsk citronsaft (svarer til 1/2 citron)
- salt
- peber
Ekstra ingredienser hvis du vil have asiatisk stil (Baingan Bharta)
- 4 dl kokosmælk eller 5 dl dåsetomater (som regel 2 dåser)
- 1 spsk hakket/revet frisk ingefær
- 1 spsk gurkemeje
- 1 spsk stødt spidskommen
- 2 spsk stødt koriander
- 1 lille stærk grøn chili
- 2 spsk hakket frisk koriander
Fremgangsmåde
Skær auberginerne i halve, drys godt med salt på dem og lad dem trække en halv times tid. Det gør dem mindre bitre.
Skyl saltet af og bag dem ved 200 grader i ca. 1 time. Indtil kødet er så blødt at det kan skrabes af med en ske.
Middelhavsstilen
I middelhavsstilen er de fleste af ingredienserne rå, og den serveres kold. Det gør den lidt mere frisk.
Hak løg, peberfrugter og hvidløg.
Bland alle ingredienserne i en skål. Hæld olivenolie i til konsistensen bliver cremet.
Serveres kold.
Den asiatiske stil
I den asiatiske stil bliver puréen kogt med ingredienserne.
Brun ingefær, løg, chili og krydderier i olien ca. 5 minutter.
Skrab auberginekødet ud i gryden.
Gem korianderbladene til at pynte med.
Tilsæt resten af ingredienserne og lad det hele simre under jævnlig omrøring indtil det er tykt og cremet.
Server varmt.
Se Også
Sauce af peberfrugter
Rabarberchutney
Guacamole - Avocadodip