Mørdej - til tærter og kager - tærtebund
Bagt tærtebund © kvalimad.dk
Opskrift med video - Simpel opskrift. Stor brugbarhed. Mørdejen er det der i mange opskrifter samler ingredienserne til noget særligt. Den er også hurtig at lave. Her er et eksempel på både at gøre det manuelt og på at bruge en foodprocessor. Jeg bager også bunden uden fyld.
Ingredienser
1 portion til 1 tærte
- 100 gram kold smør
- 150 gram mel
- 1½ spsk sukker (kan undværes hvis du ikke laver kage)
- 1 knsps salt
- ½-1 æg
Fremgangsmåde
Blanding med foodprocessor.
Det nemmeste er at bruge en foodprocessor.
Kom mel, salt og sukker i foodprocessoren.
Skær smørret i tern. Ca. 2x2 cm.
Kom smørret i foodprocessoren.
Blend indtil det får konsistens som savsmuld, med en masse små gryn.
Pisk hele ægget sammen.
Blend æg i lidt af gangen, indtil dejen begynder at samle sig i større klumper. Ca. det halve æg.
Tag dejen op af foodprocessoren og saml den til en rund klump.
Manuel blanding
Den manuelle metode er nemmere at beskrive men mere besværlig i praksis.
Bland mel, salt og sukker på dit bord.
Læg smørret oven på.
Hak i små stykker. Jeg bruger fx tit en sandspartler som jeg har købt i et byggemarked.
Bland smør og mel sammen og hak i mindre og mindre stykker, indtil det har konsistens som savsmuld.
Pisk ægget sammen og hæld ca. det halve oven på melblandingen.
Saml det til en rund kugle.
Udrulning og bagning for begge metoder
Rul dejen fladt ud på et meldækket bord.
De fleste steder står at man skal komme dejen i køleskabet inden man ruller ud. Jeg har nu aldrig fundet det nødvendigt. Men hvis den falder for meget fra hinanden, så kom den i køleskabet en halv times tid og prøv igen.
Smør bunden af tærteformen eller dæk den med bagepapir.
Rul den flade dej op på kagerullen og rul den ud på tærteformen.
Pres dejen godt ud i kanten af formen. Skær overskydende dej af.
Prik dejen med en gaffel så bunden ikke buler op.
Bunden bages ved 200 grader i 20-25 minutter.
Noter
Du kan sagtens bruge en røremaskine eller håndmikser til at røre smørret ud med. Bare hæld i skål og pisk til det har den rigtige konsistens. På Kitchenaid og Kenwood bruger jeg kødkrogen til det. Ikke piskeren. Med håndmikser bruger jeg bare piskerisene.
Du kan også flytte den udrullede dej med en pizzaspade.