Carolines chokoladefest - stor chokoladekage til fester
Forberedelse 15 min I alt 1 t
Chokoladefest © kvalimad.dk
Jeg skulle lave kage til et skolearrangement og orkede ikke at lave muffins til så mange. Jeg er heller ikke altid lige begejstret for de sædvanlige “skolekager”. Så jeg besluttede at lave en krydsning imellem triple chocolate muffins og en almindelig pundkage. Skæbnen ville at jeg kun havde drænet græsk yoghurt i stedet for A38 som jeg plejer at have i køleskabet. Så jeg var lidt skeptisk. Men det viste sig at blive et af mine allerbedste forsøg. Svampet chokoladesmag der ikke er for sød.
Ingredienser
de våde
- 500 g smør, smeltes
- 500 g sukker
- 500 g græsk yoghurt 10%
- 2 dl appelsinsaft/juice
- 10 æg
de tørre
- 2½ dl kakaopulver
- 750 g mel
- 2 spsk bagepulver
- 2 tsk natron
- 1 spsk vanillesukker
fyld
- 100 g hvid chokolade
- 100 g lys chokolade
- 100 g mørk chokolade, 70%
Fremgangsmåde
Bland de våde ingredienser.
Hak chokoladen i ca. ½cm*½cm tern.
Bland de tørre ingredienser og chokoladen.
Bland de tørre og de våde ingredienser. De skal blot røres sammen, indtil alt melet er vådt. Ikke æltes.
Bag ved 175 grader (varmluft) i 45 minutter. Test evt. bagefter med en kødnål eller strikkepind, at der ikke hænger dej fast.
Noter
Bemærk at den er beregnet på en stor høj bradepande. Min er 30cm*42cm*7cm.
Du skal bruge en stor skål eller gryde til at blande kagedejen i.