Foccacia brød
Foccacia i kurv © kvalimad.dk
Opskrift med video - Foccacia er et italiensk fladbrød som er i familie med Pizzaen. Men i modsætning til pizzaen så serveres foccacia brød som et tilbehør. Jeg har serveret det nogle gange til familliefester. Det forsvinder hurtigere end “verdens bedste brød”, og jeg bliver konstant plaget om opskriften. Så her er den.
Ingredienser
Brød
- 1 ærtestørrelse gær
- 4 dl vand
- 8 dl hvedemel
- 2 tsk salt
Krydderolie
- 1 dl olie
- 25 gram friske krydderurter.
- 2 fed hvidløg
- 5 gram salt (1 lille tsk fuld)
Fremgangsmåde
Krydderolie
Hæld olie, grofthakket hvidløg og krydderurter op i en gryde og varm det op til en 50 grader. Ca. samme temperatur som varmt vand fra hanen. Det skal ikke være alt for varmt. Kun lige varmt nok til at aromastofferne trækker ud af krydderierne.
Lad det stå og trække til du skal bruge det. Mindst en ½ times tid. Så trækker kryddersmagen ned i brødet sammen med olien. Hvilket ikke sker hvis du bare kommer krydderierne på dejen inden du bager.
Brød
Det er grundlæggende den samme dej som til “Verden bedste brød”.
Bland alle ingredienser sammen og lad dejen hæve i 10-12 timer.
Hæld den ud på et meldække bord. Fold den og rul den sammen til en kugle.
Kom kuglen op på en bradepande med bagepapir. Kan med fordel være en bradepande med høj kant, så krydderolien ikke løber ud i ovnen.
Smør dine hænder ind i godt med olie, og klap dejen indtil der er olie over det hele. Det forhindrer dejen i at tørre ud imens den hæver, og brøddet bliver mere luftigt.
Lad det hæve i 1½ time.
Kom krydderolien på med en ske. Med krydderierne. Fordel det godt.
Prik dejen ned med fingrene så krydderierne og olien ikke løber af. Ligesom man gør med remoncen på en brunsviger. En masse huller der holder på det gode.
Kom til sidst saltet på.
Lad det hæve en ½ time mere.
Bages i 20-25 minutter ved 200 grader varmluft. Indtil det er godt brunt.
Jeg bager det på en pizzasten af støbejern, som har en kant der forhindrer at jeg får olie i ovnen. Hvis jeg skulle bage det på en almindelig pizzasten ville jeg komme brødet i en dyb bradepande, og så anbringe den oven på pizzastenen når det skulle bages.
Noter
Du kan bruge alt slags olie. Oliven eller jomfruoliven er godt, Selv foretrækker ejg dog en 50/50 blanding af jomfruolivenolie og almindelig smagsløs olie, som raps eller majsolie.
Du bestemmer selv hvilken krudderurter du bruger. Jeg plejer at tage godt med rosmarin og så ellers lige dele af resten jeg har i krydderbedet eller potter.
Jeg bruger fx: persille, timian, oregano, kørvel, salvie, koriander, basilikum, citronmelisse, mynthe, purløg, koriander. Bare lidt af det hele. Du kan også sagtens udskifte nogle af dem med tørrede krydderurter i stedet for
Italienerne laver det som et fladbrød, men jeg syntes faktisk det bliver endnu bedre hvis man laver en dobbelt portion som så ender med at blive lige så højt som et franskbrød.
Du kan også vælge at bruge den halve portion dej, så bliver den mere ligesom en pizza. Det er også godt.
Helt foccaciabrød © kvalimad.dk