Flødestuvede Kartofler - flødekartofler
Flødestuvede kartofler - ja ok der var lidt for meget i fadet … © kvalimad.dk
Opskrift med video - En simpel ret der altid er populær. Uanset til hvad. Kartofler i tynde skiver, fløde, ost og krydderier. Hvordan skal det kunne gå galt?
Ingredienser
- 1200 gram kartofler
- 2 små løg (200 gram)
- 200 gram ost, revet
- 1/2 stk muskatnød, revet
- 2 1/2 dl piskefløde
- 1/2 spsk salt
- 200 gram bacon, i tern
Fremgangsmåde
Jeg plejer at vælge et ildfast fad hvor der kun lige kan være de kartofler i som der brug for. En tommelfingerregel er at du dækker fadet med hele uskrællede kartofler i ét lag, så passer mængden også når de er skrællet og i skiver. Det er selvfølgelig lidt afhængigt af højden på dit fad. I billedet herover er mit fad lidt for lavt, så det er flydt ud over kanten. Der må du prøve dig frem.
Et bredt lavt fad giver mere af den gyldne overflade som jeg godt kan lide.
Skær kartoflerne i tynde skiver.
Skær løgene i kvarte ringe.
Bland alle ingredienserne sammen. Undtagen 1/3 af osten.
Bland det hele godt sammen og hæld det fra skålen over i fadet.
Kom den sidste 1/3 af osten ud over som pynt. Det er osten der giver farven.
De skal have 45 minutter til en time i en 200 grader varm ovn.