Kulhydrater i madlavning

Kulhydrater — opbygget af kulstof, brint og ilt — tjener to formål i den biologiske verden: energilagring (sukkerarter og stivelse) og strukturel støtte (cellulose, pektin). Kokken møder dem på alle niveauer, fra sødmen i et enkelt glukosemolekyle til den ufordøjelige kostfiber i et selleristilk. Det bemærkelsesværdige er, at det samme glukose-monomer, forbundet af forskellige kemiske bindinger, giver stoffer med modsat madlavningsadfærd — opløselig stivelse der tykner saucer, og uopløselig cellulose der modstår timers kogning.

Maillard-reaktionen

Maillard-reaktionen er den vigtigste smagsgivende kemiske proces i madlavning — reaktionen mellem aminosyrer og sukkerarter, der danner den brune farve og de komplekse smage i brødskorper, brunet kød, ristede kaffebønner og chokolade.

Kemien bag

Reaktionen er opkaldt efter den franske læge Louis Camille Maillard (opdaget ~1910) og begynder, når et kulhydratmolekyle møder en aminosyre. De danner et ustabilt mellemprodukt, der kædereaktion-agtigt giver hundredvis af biprodukter — brune pigmenter (melanoidiner), flygtige aromaforbindelser og nye smagsmolekyler.

Planternes smag

Planters smag er sammensat af fire adskilte sensoriske kanaler: smag (tungen), berøring (mundfølelse), irritation (smertemodtagere) og aroma (lugtemodtagere). Smagen fortæller den grundlæggende sammensætning — sød, sur, bitter, umami. Berøringen afslører astringens. Smertemodtagerne registrerer skarphed. Og aromaen, med sine hundredvis af flygtige molekyler, er dér, de fine distinktioner sker — forskellen mellem et æble og en pære, mellem basilikum og oregano.

Smag: den grundlæggende sammensætning

Sødme

Sukker er fotosyntesens primære produkt, så planter er i sagens natur søde. Modne frugter indeholder i gennemsnit 10–15% sukker målt i vægt. I umoden frugt er sukkeret bundet som smagsløst stivelse og omdannes til sukker under modningen, mens syreindholdet falder samtidig — hvilket får frugten til at smage endnu sødere, end sukkeret alene ville tilsige.