Hjemmelavet rabarbersaft
En rigtig dejlig opskrift på saftevand.
Denne opskrift er mindst i top 2 over de mest simple opskrifter jeg kender med rabarber. Et kvarter fra start til slut. Inklusive de 10 minutter hvor det bare står og simrer. har du masser af rabarber i haven, og en stor dybfryser, så er det her lige måden til at bruge dem på. Eller hæld det på en flot flaske og forær det væk.
Ingredienser
- 500 g rabarber
- 1 l vand
- 250 g sukker
- 1 citron, saften af
- 1 spsk hjemmelavet vanillesukker, eller 1 stang vanille
- 1 stjerneanis (kan undværes)
- 1 stang kanel (kan undværes)
Fremgangsmåde
Rens rabarberne og skær dem i 2-3 cm lange stykker.
kom kanel og stjerneanis i en gryde sammen med rabarberne.
Hæld vand over indtil de er dækket, og lad dem simre 10-15 minutter, indtil de falder fra hinanden.
Kom sukker i en skål og si rabarbersaften fra ned i skålen.
Tilsæt citronsaft og vanille.
Noter
Grundprincippet er "nok vand til at dække rabarerne når de er skåret i stykker", og så "halvt så meget sukker som rabarber". Efter vægt. Smag til med citronsaft.
Du kan tilsætte atamon for at det kan holde sig, eller du kan fryse det ned.
Tynd op med vand efter smag. 1:1 plejer at være fint.