Minirugbrød - vallebrød - et mildt rugbrød
Ingredienser
Giver 12 minirugbrød eller ét stort brød
- 4 dl kærnemælk eller valle
- 4 dl rugmel
- 4 dl hvedemel
- 2 tsk salt
- 12 gram gær (¼ pakke)
Fremgangsmåde
Jeg laver tit yoghurt, og har derfor valle tilovers. Så det bruger jeg. Hvis du dræner en sødmælksyoghurt for at lave græsk yoghurt kan du bruge den valle der løber fra der. Ellers kan du bare bruge kærnemælk som er fuldt ud lige så godt.
Opløs gæren i mælken.
Bland alle ingredienserne sammen. Det behøver ikke æltes, bare der ikke er hvide melklumper.
Lad det hæve til dobbelt størrelse. Ca 2-3 timer. Har du travlt så kom mere gær i. Men det smager nu bedre hvis det får lidt tid.
Læg dejen ud på et meldækket bord og ælt det sammen til en ensartet dej.
12 minirugbrød
Rul dejen ud til en eller flere pølser, der er lidt mindre end den størrelse du vil have. Det hæver op igen.
Skær pølsen ud i ca. 5-10 cm lange stykker, som du kommer på en bradepande.
Lad dem hæve ½-1 time.
Bag i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter.
De er færdige når de er gyldne.
1 stort mildt rugbrød
Du kan enten hæld dejen i en rug- eller fransk-brøds form. Det er det nemmeste.
Eller du kan forme brødet til en aflang franskbrødsform. Hvis dejen flyder for meget ud, så ælt noget mere mel ind i den.
Lad det hæve en times tid.
Bages ca. 30 minutter ved 200 grader.
“Det her er den perfekte oste-bolle!” Sagde min datter. Tak for lækker opskrift!