Rodfrugt suppe, eller mos, af jordskokker, pastinak og kartofler - grundopskrift til næsten alt vintergrønt
Ingredienser
- 50 g smør
- 1 løg, mellem
- 2 fed hvidløg
- 500 g jordskokker (eller blomkål)
- 250 g pastinak (eller persillerod eller knoldselleri. Eller blanding.)
- 250 g kartofler
- 1 dl fløde
- 3/4 - 1 liter vand
- 2 spsk soya sauce (tamari for glutenfri)
- 2 spsk asiatisk fiske sauce
- 2 tsk salt, efter smag
Fremgangsmåde
Skræl alle grøntsagerne.
Skær dem i ca. ½ cm tykke skiver. Så koger de lige hurtigt.
Fjern skindet fra hvidløgene og hak dem groft.
Brun smørret. Når det er bruset af, så tilsæt løg og hvidløg. Sauter løgene indtil de begynder at blive gennemsigtige.
Tilsæt resten af ingredienserne.
Bring det i kog, og skru så ned for varmen og lad det simre i ca. ½ time.
Når du kan mose rodfrugterne imod kanten af gryden, er de nok.
Kør igennem en sigte, eller brug en håndblender, eller blender.
Server evt. med syrnet fløde, creme fraiche og lidt røget skinke, eller bacon i strimler.
Noter
Vægten på grøntsagerne er med skind.
Du kan bruge hønse eller grøntsagsfond i stedet for vand. Så skal du ikke bruge soya eller fiskesauce.
Grundidéen bag opskriften er
- 2 dele rodfrugt som hovedingrediens (her bruger jeg typisk jordskokker, men blomkål kan også bruges. (jaja ... det er ikke en rodfrugt. Jeg ved det.))
- 1 del rodfrugt for dybde i smagen (Efter stigende styrke: pastinak, persillerod, knoldselleri)
- 1 del kartoffel for konsistens. Uden den stivelse der er i kartofler kan den godt blive noget vandet. Men kommer der for meget i kan den blive "slimet" i konsistensen.
Suppe eller creme
Skal du lave en cremet suppe, skal du bare følge opskriften som den står.
Vil du lave en mos/creme i stedet for suppe, skal du tilføje mere smør. Den kan sagtens trække en hel pakke (250 g smør :-D ) i stedet for de 50 gram der står i opskriften.
Du skal IKKE komme vand i til en mos.
Bare tilsæt smørret og fløden i starten, og så lad det simre under låg med kun det.
Til sidst kan du tilføje mere fløde, hvis konsistensen er for tyk når du har blendet det.
Cremen kan godt lide at blive krydret med estragon. Så minder den meget om en bearnaise i smagen.
Hej Max.
Hvor meget suppe giver denne mængde ingredienser? Portioner / liter ca?
På forhånd tak!
Du kan bruge ingredienserne til at udregne det. Værsgo':
ingredienser
giver11.00 portioner af207.27 g, ialt2280.00 g- 50.00 g smør (2.19 %)
- 50.00 g løg (2.19 %)
- 10.00 g hvidløg (0.44 %)
- 500.00 g jordskokker (21.93 %)
- 250.00 g pastinak (10.96 %)
- 250.00 g kartofler (10.96 %)
- 1.00 dl fløde (4.39 %)
- 1.00 liter vand (43.86 %)
- 2.00 spsk soya sauce (1.32 %)
- 2.00 spsk fiske sauce (1.32 %)
- 2.00 tsk salt (0.44 %)