Mandelboller til burgere og sandwiches - Paleoboller
Ingredienser
giver 6 stk.
- 6 æg
- 100 gram smør (eller andet fedt)
- 150 g (3 dl) mandelmel
- 2 tsk bagepulver
Fremgangsmåde
Smelt fedstoffet ved så lav temperatur som muligt. Det skal blandes i æggene, og der er ingen grund til at lave dem til røræg ved at hælde brændvarm fedt i.
Kom æggene i en skål og rør dem sammen.
Rør fedstoffet i.
Kom mandelmelet ovenpå.
Fordel bagepulveret henover melet så godt som muligt.
Rør det hele sammen til en lind, klumpfri dej.
Hæld det i formene. Der skal ca. 1 dl i hver form.
Bages ved 175°C varmluft i 15-20 min. I min ovn, med mine forme, skal de have 20 min.
Lad dem køle af. Flæk dem på midten når de serveres.
Opbevar dem i køleskabet. De kan ristes.
Noter
Du skal bruge forme til denne opskrift. Mine er 12 cm i diameter og jeg har købt dem hos H.W. Larsen i københavn. Uden forme flyder de ud til fladbrød ...
Mine forme hedder: "Disco Per Biscuit - Pavoni Formaflex Molds"
http://www.hwl.dk/da/product/silikoneforme-30x17-cm/bageform-runde-3-stk
Du kan både bruge smør, kyllingefedt, svinefedt, kokosolie og andre olier som fedtstof. Baconfedt er også fint. Men der kan dog godt komme for meget baconsmag hvis du bruger det rent.
Mandler er dyre her hjemme, fordi der er en tåbelig afgift på. Jeg køber derfor mit mandelmel over nettet fra tyskland. Ebay er en god kilde. Laver du selv mandelmelet, så bare blend mandlerne med skal på. Det bliver bollerne ikke dårligere af, og det er MEGET nemmere.
Vil du gå helt paleo og undgå bagepulveret så kan du piske æggehviderne stive og vende dem i til sidst.
Bollerne er gode som "glutenfri franskbrødsskiver".