154
af: Max M Rasmussen
@
delt

Mandelmælk - eller anden nøddemælk

Mandelmælk - Max M Rasmussen
Opskrift med video - Mandelmælk? Det er dog en besynderlig ingrediens! ikke? Nøh egentlig ikke. Det smager godt og har en masse fordele frem for almindelig mælk. Uanset om du vil lave brød, pandekager, smoothies, is eller andet med det, eller du bare vil hælde det oven på din müsli om morgenen ... som jeg gør. Så den smager af marcipan og sødmælk. Mælk af mandler og bønner har et ry som "kedelig vegetarmad". Men det behøver det altså ikke at være. Det er ganske udemærkede råvarer i sig selv.

Ingredienser

Giver 1-2 liter
  • 200 gram mandler
  • 1 spsk sukker per liter færdig mælk
  • 1/4 tsk salt per liter færdig mælk
  • ca. 1½ liter vand

Fremgangsmåde

Sæt mandler med skal i blød i kold vand i 8-12 timer så de bliver blødere.

Hæld vandet fra.

Kom mandlerne op i en blender.

Dæk dem med vand. 2 dele vand til 1 del mandler. Dvs. ca. 2-3 dl mandler af gangen til 4-6 dl vand. Afhængigt af hvor meget din blender kan håndtere.

Blend i 2-5 minutter. Så fint som du kan.

Si stumperne fra ved at hælde det igennem ostelærred i en si. Brug helst 2-3 lag lærred så mælken bliver så fin som mulig.

Smag til med sukker og salt.

Noter

Du kan sagtens bruge 3 mål vand til 1 mål mandler, når du blender dem. Så bliver mælken lidt tyndere, men stadigvæk god.

Mælken kan godt stå og skille lidt i kølskabet. Bare rør rundt i den, så er den som ny.

Kan holde 2-3 dage i køleskabet.

Du kan bruge de fleste former for nødder og lave dem til "mælk" på denne måde. Nemt og sjovt.

Resterne / mandelmelet

Det betyder ikke så meget for mandelmælken om du bruger mandler med eller uden skal. Bruger du smuttede mandler uden skal får mælken en lidt kraftigere nøddesmag, men man skal drikke dem lige efter hinanden for at ligge mærke til det.

Den vigtigste forskel er at det mandelmel der bliver tilovers efter siningen kan bruges til flere forskellige ting hvis man har smuttet mandlerne først.

Mandemel af smuttede mandler kan kommes i kager, kanelsneglefyld, lagkagebunde, remonce osv. osv.

Mandelmel af mandler med skallerne på kan bruges i ting der i forvejen er lidt bitre. Fx chokoladekager, groft brød, rugbrød osv.

Men uanset om det er med eller uden skaller så tør resterne på en plade i en 130 grader varm varmluft ovn i 30 minutter, eller indtil det er let gyldent og tørt. Så har du fint ristet mandemel. Rør rundt ind imellem så alt melet bliver tørt.

Det kan opbevares i en en plastpose i en skuffe indtil det skal bruges.

marcipan

Hvis du smutter mandlerne kan du bruge resterne til at lave marcipan med. Rist dem tørre og gyldne i ovnen. Bland dem med en grundsirup  der er kogt af 1 del vand + 1 del sukker indtil konsistensen er som marcipan.

0
af: Anonymous

Ostelærred

Hvor er det optimalt at købe ostelærred henne? Nu er jeg blevet inspireret af dine ost og yoghurtsopskrifter, men sidder tilbage uden noget ostelærred. :-)
0
af: Anonymous

Ostelærred

Jeg bruger en nøddemælkepose, købt her http://www.purejoyplanet.com/store/product_info.php?cPath=47&products_id=123 Den koster 10 USD og de sender portofrit. :-)

Ostelærred

Jeg køber bare mit ved hos Stof 2000, de sender endda: http://www.stof2000.dk/show_article.php?catid=601&articleid=741
0
af: Anonymous

Ostelærred

Tusind tak for det hurtige svar :-)
0
af: Anonymous

Hvis man smutter mandlerne?

Skal det så gøres før eller efter man sætter dem i blød? VH Line
0
af: Anonymous

Mmmmm

Det smager helt utrolig godt. Jeg har aldrig brudt mig om den mandelmælk man kan købe i butikkerne, men det her er lækkert
0
af: Anonymous

Færdig mælk.

Nu står der at opskriften på 200g mandler giver 1-2 l. mælk? Men læser lidt længere nede at man bruger 1 del mandler til 2 dele vand? Det vil altså sige, med lidt hurtig hovedregning, at 200g = 1 del, så 2 dele = 400g. og de vil da aldrig blive 1-2 liter? Ikke engang 0,5 l. Siden man jo siger mandlerne fra igen, så man står med 400g mælk? Er jeg helt galt på den eller hvad?

Færdig mælk.

Ja. Mandler vejer ikke 100 gram per dl. Når de ligger i blød svulmer de op og bliver meget større. De opsuger også vand som frigives når de blendes. Desuden tynder man ofte lidt op når man har den færdige mælk da den ellers kan være meget kraftig. De 1-2 liter har jeg målt efter at have lavet det flere gange.
0
af: Anonymous

Færdig mælk.

Det betyder at hvis du har et glas mandler så skal du have to glas vand:)
0
af: Anonymous

Salt i mandelmælk ... ???.

Det lyder lækkert. Hvad er formålet med at komme salt i ?. Jeg laver en frisk portion på 4 dl vand og 40 gr mandler som jeg sætter i blød 8-12 timer og blender med 1 tsk vaniljesukker. Men har umiddelbart ikke behov for at tilsætte salt. Smager super på de grove øko havregryn med lidt rosiner.
0
af: Anonymous

Salt i mandelmælk ... ???.

Salt er en smagsforstærker, og jeg synes det mangler smag uden salten.
0
af: Anonymous

Salt i mandelmælk ... ???.

Man kan købe ostelærred hos www.stofogstil.dk til kr. 12,95 pr. M
0
af: Anonymous

Frysning

Mandelmælk kan nemt fryses, enten i isterningeposer, fryseposer, bokse el.lign., alt efter ens behov. Det tager jo lidt tid at lave, med iblødsætning osv., og jeg foretrækker derfor at lave mere på en gang og fryse ned, for nemhedens skyld. Pga. mandlerne fryser mælken dog til en meget fast/hårdt frosset masse, som nemmest tøs op på spisebordet natten over, til brug i f.eks. smoothies næste morgen. Personlig har jeg fået så meget som knap fem liter mandelmælk ud af 500 g. mandler, men det afhænger jo af formål og smag. Jeg tilsætter desuden heller ikke hverken sukker eller salt.
0
af: Anonymous

Finmasket si

Ville det ikke være muligt at bruge en finmasket si i stedet for diverse poser? Så slipper man for lidt ekstra vasketøj 😉
0
af: Anonymous

Finmasket si

Så lige en der brugte en ny nylonstrømpe til at si det igennem. Det er da dejlig nemt og hurtigt at få fat i :)
0
af: Anonymous

Ostelærred

Fordi jeg ikke kunne finde ostelærred i butikkerne omkring mit hjem, valgte jeg at prøve at bruge alm lærred. Det fungerede helt fint. Denne mælk er fantastisk! Jeg har sammenlignet den med en fra en helsekostforretning og der var stort set ingen forskel!
0
af: Anonymous

Blender

Hvilken blender bruger du? vores blender har svært ved at blende mandler (har før forsøgt at lave mandelsmør), og så kommer man altså ikke så langt;)!

Blender

Min Warring blender plejer at tygge det igennem fint. Men man kan helt klart også få nogle plastikblendere der ikke er gode nok.
0
af: Anonymous

Mandelmælk

Skulle man være så heldig at have en slowjuicer, er den genial til mandelmælk. Bare hæld skiftevis lidt mandler og vand i juiceren, og så har du et fint produkt, som ikke skal sis og alt muligt :) Og pulpen kan stadig bruges til bagværk og andet.